Socialministeren klar med lovforslag, der skal slå ned på snyd og svigt på sociale tilbud

22-06-2026

I dag sender socialminister Monika Rubin et lovforslag i høring, der skal gøre op med kendte metoder til snyd og svigt på sociale tilbud og afskaffe kommunernes mulighed for i akutte situationer at anvende ikke-godkendte tilbud.

Offentlige velfærdsmidler målrettet udsatte borgere i sociale tilbud skal ikke havne i kriminelles lommer. Flere medier har gennem lang tid beskrevet alvorlige sager om snyd og svigt på sociale tilbud, som er gået ud over nogle af samfundets mest sårbare borgere.

Regeringen vil gennemføre den aftale om styrket indsats mod snyd og svigt på sociale tilbud og afskaffelse af ikke-godkendte tilbud, som den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 9. januar 2026.

Derfor sender socialministeren nu det lovforslag, som skal gennemføre de initiativer der kræver lovændring i fornyet høring. Med lovforslaget vil der bl.a. blive indført krav om, at personer dømt for grov kriminalitet ikke skal kunne være ansat i offentlige og private sociale tilbud, og reglerne for karantæne udvides, så også ejere og bestyrelsesmedlemmer af sociale tilbud kan idømmes karantæne. Derudover vil kommunerne fremover alene kun anvende godkendte tilbud. Også i akutte situationer.

Socialminister Monika Rubin siger:

Det er for mig dybt rystende, at der findes folk, der udnytter sårbare borgere på sociale tilbud for at svindle sig til penge. Regeringen vil velfærdskriminalitet til livs, og lovforslaget er et vigtigt skridt mod større tryghed og tillid på det sociale område.

Med dette lovforslag er vi efter min opfattelse godt på vej, men dog ikke nødvendigvis i mål endnu. Det er af allerhøjeste prioritet for mig at slå ned på de brodne kar på det sociale område.

Lovforslaget forventes at træde i kraft 1. januar 2027.


Pressekontakt 

For yderligere oplysninger kan ministeriets pressetelefon kontaktes på tlf. 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)