Den nye regering, som tiltrådte juni i år, vil tage livtag med flere store, kendte udfordringer på handicapområdet. Regeringen vil blandt andet indføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde og flytte ansvaret for de målgrupper fra kommunerne til regionerne. Det skal give bedre sikkerhed for, at en borgers behov bliver mødt af den rigtige faglighed og det rigtige tilbud. Regeringen vil også ændre hjælpemiddel-området, så det bliver mere enkelt og baseret på tillid.
Regeringen ønsker at være frit stillet til at gennemføre politik på handicapområdet og søge brede politiske aftaler på tværs af Folketinget. I den forbindelse ophæver man den rammeaftale på handicapområdet, som den daværende regering (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik i 2024.
Socialminister Monika Rubin siger:
Vi tager nu fat på arbejdet med en række initiativer, som vil betyde grundlæggende ændringer af handicapområdet. Som vil være baseret på mere tillid, og som vil tilføre mere struktur og samle fagligheden omkring borgerne – ligesom vi kender det fra sundhedsvæsnet. Ændringerne skal sikre, at man som borger får den hjælp, man har brug for – om det er en blindestok her og nu eller behovet for højt specialiseret hjælp og støtte.
- Monika Rubin
Hun fortsætter:
Med rammeaftalen havde man bundet sig på en måde, der gjorde det mere vanskeligt, end det behøver at være, at samarbejde bredt på tværs af Folketinget. Den oprindelige aftale har udlevet sit potentiale, men jeg håber bestemt, at vi også fremover kan have konstruktive drøftelser om de vigtige dagsordener på handicapområdet med partierne, der i sin tid stod bag.
- Monika Rubin
Samtidig ophører partnerskabet Sammen om Handicap, som består af Danske Handicaporganisationer, Sammenslutningen af Unge med Handicap, Danske Regioner, Dansk Socialrådgiverforening, FOA, KL, Landsorganisationen for Sociale Tilbud, Selveje Danmark og Socialpædagogerne. Partnerskabskredsen har først og fremmest haft en vigtig rolle som forum for drøftelser med aftalepartierne bag rammeaftalen på handicapområdet om udfoldelsen af aftalens initiativer.
Socialminister Monika Rubin siger:
Man kan ikke lave politik uden at lytte til de personer, som det hele drejer sig om. Interessenterne er vigtige og helt centrale samarbejdspartnere for mig, men det er min vurdering, at det brede og eksklusive forum i Sammen om Handicap ikke sikrer den bedste dialog fremadrettet. Jeg vil gerne takke parterne for den tid og det store engagement, de har lagt i partnerskabssamarbejdet. Jeg ser frem til fortsat at have en tæt dialog med en bred vifte af aktører.
- Monika Rubin
Pressekontakt
Socialministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).