Højere maksimumbeløb for almene boliger er nu trådt i kraft

04-02-2026

Regeringen indgik i december en aftale om styrkede rammer for alment boligbyggeri med Socialistisk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Enhedslisten.

Regeringen indgik i december en aftale om styrkede rammer for alment boligbyggeri med Socialistisk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Enhedslisten.

Som et resultat af aftalen har Social- og Boligministeriet nu hævet maksimumbeløbet, så kommunerne kan tillade en højere anskaffelsessum for nye almene boliger.

Stigende grund- og byggeomkostninger i de største byer har nemlig gjort det vanskeligt at realisere byggeprojekter indenfor de gældende rammer, og det har lagt en dæmper på byggeriet af almene boliger, som der er stor efterspørgsel på.

Maksimumbeløbet er 17. januar sat op med knap 4 pct. i hele landet, og der er samtidigt indført en højprisordning i hovedstadskommunerne og Aarhus, som giver kommunerne mulighed for at hæve beløbet med yderligere 10 pct.

Dermed har kommuner og boligorganisationer fået lettere ved at opføre nye almene boliger.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger: 

Jeg er meget tilfreds med, at det forhøjede maksimumbeløb nu er trådt i kraft, så det er blevet lettere at opføre nye almene boliger, som er til at betale. Dem mangler vi flere af i hele landet og særligt i de største byer, hvor det er dyrest at bygge. Det har vi taget højde for. Nu spiller vi bolden over til kommunerne, som jeg kraftigt vil opfordre til at gøre brug af de nye muligheder, så vi kan få gang i byggeriet af gode almene boliger.

Partierne bag aftalen er desuden enige om at give kommuner i højprisområderne mulighed for at hæve maksimumbeløbet med yderligere op til 10 pct. Den ekstra forhøjelse kan finansieres gennem et forhøjet grundkapitallån. Lovforslag herom forventes fremsat i marts 2026.

Dermed hæves maksimumbeløbet i hovedstaden og Aarhus samlet set med op til 24 pct.

Aftalen, som også forbedrer en række støtteordninger, forventes at understøtte etableringen af 20.000–25.000 nye almene boliger over de næste ti år.


Pressekontakt 

Social- og Boligministeriets pressetelefon, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke sms).