Fredag 2. juni 2023 var en historisk vigtig dag for børnene. Den fredag fik de børn, der har brug for hjælp, nemlig deres egen lov, barnets lov. En lov, hvor børnenes perspektiv og tarv er skrevet helt frem.
Dermed leverer regeringen og Socialdemokratiet på det løfte, som statsminister Mette Frederiksen gav udsatte børn og unge i sin allerførste nytårstale for nogle år siden: Vi må træde mere i karakter som samfund og altid være på børnenes side.
Vi skal passe langt bedre på de børn og unge, der vokser op i hjem med omsorgssvigt. Det er børn, der bliver råbt ad, slået og misbrugt. Børn, der bliver slæbt med på værtshus og må gå sultne i seng. Børn, der bliver voksne alt for tidligt, fordi deres forældre ikke er det.
Det er børn, som fortjener det allerbedste fra vores velfærdssamfund, men ikke altid får det, fordi vi som samfund reagerer for sent. Eller slet ikke. Og fordi vi giver forældrene chance på chance.
At vi er kommet hertil, hvor regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget nu har vedtaget barnets lov, skal ikke tages for givet, for selv i dag er der forskelle i synet på børn i dansk politik.
Flere rettigheder og en stærkere stemme til børnene
Barnets lov gør op med et system, der i dag for ofte lytter mere til forældrene og de voksne end børnene. Det er efter min mening helt skævt. Og den tilgang har desværre kostet mange børn deres barndom.
Jeg har eksempelvis mødt børn og unge, der ikke blev lyttet til, da de sagde, at det ikke var trygt for dem at vokse op i et hjem med fulde, kaotiske og omsorgssvigtende forældre.
Jeg har mødt børn og unge, der aldrig fik den ro og stabilitet, de havde brug for. Så snart deres biologiske mor blev ædru, tog hun dem hjem fra anbringelsen, og når hun så faldt i flasken igen, skulle der findes en ny plejefamilie eller et nyt opholdssted til børnene.
Og jeg har mødt børn og unge, der selv fik et nyt og godt hjem, men måtte se til, mens deres mindre søskende fortsat skulle bo i det giftige miljø, som de selv var blevet reddet fra.
Når vi på den måde tager for mange hensyn til de voksne, så er der børn, der vokser op med svigt. Det kan vi ikke forsvare. Det vil vi ikke forsvare.
Det var derfor, at statsministeren i sin tid sagde de senere så berømmede ord om altid at være på børnenes side. Vi svigter nemlig i dag for mange børn, fordi vi ikke entydigt er det. Og det er det, vi ændrer med barnets lov.
Med barnets lov vender vi den nuværende tilgang på hovedet, så vi får en lovgivning - og et system - hvor barnets stemme og hensynet til barnets behov kommer i første række. Ikke forældrenes.
Vi giver børnene flere rettigheder og en stærkere stemme. Vi giver blandt andet børn selvstændig partstatus, fra de er 10 år, mod 12 år i dag.
Det gør vi for at give børn fra 10 år en stærkere stemme og nogle helt konkrete rettigheder - for eksempel ret til at klage over kommunens afgørelse.
Vi tydeliggør, at børnene kan anmode om hjælp - for eksempel i form af en anbringelse. Ligeledes giver vi børnene en ret til at sige nej til samvær for en periode med de forældre, som de ikke kunne bo og trives hos.
Og vi stiller krav om, at barnet har ret til at blive inddraget, lige så snart kommunen træffer beslutninger om barnets liv - ikke bare på lovbestemte tidspunkter.
Sker det, at forældrenes og barnets interesser kolliderer, må hensynet til forældrene vige, og vi må entydigt tage barnets parti. Barnets tarv må og skal altid være det vigtigste.
Det er bydende nødvendigt, at vi lytter til børnene til alle tider. Det er jo deres liv, trivsel og fremtid, som er på spil, og det skal de naturligvis have mulighed for at forme.
Den rette hjælp i tide
Med barnets lov sikrer vi også, at børnene og deres familier får den rette hjælp - i tide.
En af de vigtigste ændringer er i den forbindelse, at vi indfører et krav om at undersøge hele søskendeflokken, når et barn anbringes på grund af forældrenes omsorgssvigt, ligesom kommunerne fremover skal forklare sig, hvis de vælger ikke at anbringe søskende, og redegøre for, hvad de i stedet iværksætter af tiltag.
Det har nemlig tidligere ikke været et krav, at kommunen skulle undersøge hele søskendeflokken, og det betyder, at der kan være børn, der er blevet efterladt uden den omsorg, jeg mener, de burde have haft.
Tag nu for eksempel Luna. Da hendes storesøster blev anbragt for mere end et årti siden, blev Luna selv overladt til at bo hos sin mor. Selv om der blev underrettet og skrevet breve til kommunen, ændrede situationen sig ikke. Til sidst tog Luna derfor afsted hjemmefra og var midlertidigt på ungekrisecentret Joannahuset. På sidelinjen til det hele stod storesøster Malia, der havde det umådeligt svært med at efterlade sin lillesøster i et hjem med omsorgssvigt.
Hvis en familie er giftig for storesøsteren at vokse op i, så er den det nok også i mange tilfælde for lillesøsteren. Og hvis vi som samfund vurderer, at et hjem er for voldeligt, omsorgssvigtende, kaotisk for ét barn at vokse op i, så må vi da tage ansvar for alle børnene i det hjem og undersøge forholdene for alle.
Vi sørger også for, at der kommer fire øjne i stedet for to på de sager, hvor barnet ikke tidligere har fået støtte. Vi indfører nemlig et krav om, at væsentlige møder med barnet eller den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne-og ungerådgivere. Og vi rydder ud i unødige proceskrav, så hjælpen kan komme hurtigere.
Den rette hjælp i tide betyder også, at en anbringelse ikke skal ses som sidste udvej. Det er især det, nogle få partier har haft indvendinger imod tidligere.
Ikke alle var enige, da statsministeren i sin tid sagde, at flere børn af omsorgsvigtende forældre skulle have et nyt hjem tidligere. Bemærk det lille ord ' tidligere', som mange politiske modstandere helt valgte at overhøre. I stedet beskyldte de den daværende regering for at ønske flere anbringelser i sig selv. Det er helt og aldeles forkert.
Det handler om, at vi skal anbringe langt flere børn tidligere, før de er ødelagt af svigt, så de kan slå rod et sted, hvor der er den nødvendige tryghed, kærlighed og stabilitet, som alle børn har brug for.
Vi giver for ofte forældrene chance på chance, og alligevel ender det med en anbringelse. Tænk på alle de dårlige år, der ligger forud, før vi giver den rette hjælp, og hvad vi kunne have sparet børnene for, hvis vi havde gjort det nødvendige først.
Kritikere har sagt, at vi skal forebygge mere og hjælpe familierne. Det skal vi også, og det lægger vi også op til med barnets lov. Men det vil ikke altid være nok med forebyggende foranstaltninger.
Børnene skal ikke betale prisen for at have forældre, der ikke kan tage vare på dem. De fortjener omsorg, tryghed, kærlighed som andre børn og en god start på livet.
Det har vi som samfund et ansvar for at sikre, når forældrene ikke er i stand til det. Også hvis det betyder, at barnet skal have et nyt hjem.
En fortsat kamp for børns rettigheder
Med barnets lov udbygger vi børns rettigheder og stadfæster et mere tidssvarende børnesyn, hvor børn bliver set som selvstændige mennesker i deres egen ret. Med samme ret til at blive hørt og inddraget som andre mennesker. Og med samme ret til beskyttelse, herunder retten til en tryg og stabil barndom.
Netop stærkere rettigheder for børnene og et bedre børneliv har været en hjertesag for Socialdemokratiet siden partiets begyndelse. Fra Peter Sabroes kamp for bedre forhold for børnehjemsbørnene og barneloven i 1905, Danmarks allerførste lov for børnene, til Poul Nyrups definitive afskaffelse af forældres ret til at slå deres børn.
Det er vigtige politiske landvindinger, som har betydet, at vi med tiden har skabt bedre og bedre forhold for Danmarks børn. At vi generation efter generation har skabt et bedre samfund at vokse op i.
Men forbedringerne er ikke sket uden modstand og kamp.
Da Danmark - som det første land i verden - besluttede, at alle børn skal have undervisning, mødte det modstand. Det samme gjorde det, da vi var blandt de første lande til at afskaffe børnearbejde. Igen da vi gjorde det forbudt at slå børn. Svært at forstå i dag, men ikke alle var enige. Også dengang mente nogle, at de voksnes ret kom først.
Så skulle man tro, at vi står et væsentlig andet sted i 2023, hvad synet på børn og deres rettigheder angår. Det gør vi helt bestemt også. Men samtidig må man konstatere, at der fortsat er forskelle på børnesynet i dansk politik.
Tre partier - Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet - valgte i sidste øjeblik at trække sig fra aftalen om at sætte børnene først, som de var med til at indgå for to år siden, og dermed også barnets lov, der udmønter intentionerne i aftalen.
Det ærgrer mig, at de tre partier ikke som det store flertal i Folketinget vil tage ansvar for at forbedre vilkårene for de børn og unge, som har allermest brug for fællesskabets hjælp.
Når det er sagt, er jeg utrolig glad for og stolt over, at et bredt flertal i Folketinget står bag barnets lov og dermed stiller sig på børnenes side.
Vi skal bryde mønstrene
Når vi i regeringen og Socialdemokratiet er så optagede af at forbedre forholdene for udsatte børn og unge, skyldes det ønsket og ambitionen om et mere retfærdigt samfund, hvor alle har mulighed for at forme deres eget liv og realisere deres drømme. Uanset opvækst.
Men selv i dag - i 2023 - bestemmer børns opvækst i for høj grad deres fremtid. Ser vi på børn og unge, der vokser op i udsatte familier, klarer de sig generelt dårlige end deres jævnaldrende. Både i skolen og på arbejdsmarkedet. Ja, selv helbredet er dårligere.
Og så har jeg ikke engang nævnt de tunge sociale problemer, som de får med i bagagen fra deres forældre, og som alt for ofte går i arv fra generation til generation, fordi vi som samfund ikke er i stand til at bryde mønstrene.
Det er ikke retfærdigt. Faktisk er ulige vilkår og betingelser i opvæksten efter min mening den værste uretfærdighed, der findes i vores samfund. I et velfærdssamfund som vores burde alle have mulighed for at skabe deres egen skæbne.
En barndom i udsathed skal ikke være en dom over et barn.
Og takket være de stærke fællesskaber, vi har bygget i Danmark, og de politiske landvindinger op igennem historien har generation efter generation kunnet gå en bedre barndom og fremtid i møde.
Nu skriver et bredt flertal i Folketinget så det næste kapitel af børnenes danmarkshistorie for at få endnu flere børn med. Og der er flere afsnit at føje til det kapitel, vi nu skriver. Forude venter blandt andet, at vi tager fat på plejefamilieområdet og nytænker efterværnsindsatsen.
Vi har som samfund et særligt ansvar for de børn og unge, som har det allersværest. De skal mærke fællesskabets stærke hånd i ryggen. Vi skal have hvert eneste barn med. Alle skal have mulighed for at forme deres eget liv. Der er vi desværre ikke endnu.