Med alderen kommer et fravær af vitalitet, nysgerrighed, opfindsomhed, lyder det. Ældre mennesker er ”multisyge”, ”kronikere” og ”svækkede”, hører vi. Der er en kedelig tendens til at beskrive alderdommen ud fra diagnoser og dårligdomme. Men det er langt fra den hele sandhed. Med den forsimplede opfattelse overser vi det allermest centrale i alle menneskers liv: erfaringer, drømme og håb.
Som ældreminister er det en selvstændig prioritet for mig, at vi bygger en ældrepleje – og får et sprog om alderdommen – der tager udgangspunkt i, at det eneste ældre mennesker har til fælles er deres forskellighed.
Et tænkt eksempel. En ældre kvinde, lad os kalde hende Bente, er svækket og derfor nødt til at forlade det hjem, hvor hun har skabt minder gennem mange år. Et hjem, der har dannet rammer om børnefødselsdage, familiemiddage, juleaftener og er fyldt med fotos og minder, men som nu skal tømmes.
Bente skal flytte i ældrebolig. For Bente betyder det, at hun kun kan tage en del af hendes gamle liv med sig. Og at hun skal vænne sig til at leve anderledes, end hun plejer. Bente skal indordne sig hjemmeplejens vagtplaner og ydelser, der ikke nødvendigvis passer til hendes ønsker og behov.
Med alderdommen er Bente blevet mere og mere patient - og mindre og mindre menneske. I det kommunale omsorgssystem, i journaler og selv i hendes eget hjem føler Bente, at hun er reduceret til et CPR-nummer.
Men Bente har levet et rigt liv – og er stadig et helt menneske. Med musik, hun elsker, og musik, hun omvendt ikke kan lide. Med børnebørn, gamle venner og en fortid som aktiv i den lokale gymnastikforening. Men nu bliver Bente for det meste blot set som en svag ældre, der har brug for hjælp. Vi må ikke lade hele Bentes identitet blive reduceret til blot at være patient. Det liv, der leves som ældre, må ikke være et halvt liv. Også selvom kroppen ikke er, hvad den har været - og ægtefæller og venner måske er faldet fra.
De relationer, de minder og den identitet, der har taget et helt liv at bygge op, må ikke blive afmonteret, pakket ned i kasser og sat på loftet sammen med de ting, der nu ikke er plads til i ældreboligen. Gør vi det, har vi ikke forstået vores opgave.
Som ældreminister varetager jeg ikke kun de paragraffer i serviceloven og snart ældreloven, som hører under mit ministerområde. Jeg er minister for det hele ældreliv. Vi står med et helt centralt politisk valg mellem hænderne: Er det den ældre, der skal indordne sig systemer og kliniske retningslinjer? Eller skal vi få systemer og kliniske retningslinjer tilpasset til den enkelte ældres behov og ønsker?
Jeg ved godt, hvor jeg står. Selvfølgelig på den ældres side. Jeg vil blive med at insistere på at livsglæde ser forskellig ud at ældreliv er mere end ældrepleje - og at ældrepleje er mere end hvide kitler.
Sundhedsvæsnet er naturligvis vigtigt – også for ældre. Men ældrepleje er hele det arbejde, der skal finde sted – over mange år – med at sikre de ældre fysisk, social og mental robusthed. Den professionelle hjælp må ikke blive en jernring af diagnoser, retningslinjer og rettigheder om den ældres liv. I stedet skal hjælpen tilrettelægges i dialog med – og i respekt for – den enkeltes liv. Og gennem en forståelse af livskvalitetens betydning for den enkelte.
Dét, der er behov for, er et helhedsorienteret syn på ældre mennesker. Så vi selvfølgelig får taget hånd om sygdomme og plejebehov, men ikke taber blikket for det liv, der er levet – og som stadig leves.
Vi må ikke blive så optagede af, at ældre ikke må dø, at vi glemmer, de også skal leve.