Den seneste uge har debatten om kvaliteten i ældreplejen raset. Vores ældre borgere får desværre ikke altid den pleje, omsorg og støtte, de har brug for. Mange elementer er vigtige for at få skabt en bedre ældrepleje, men ofte glemmer vi et helt centralt led i debatten, der er afgørende for de ældres velfærd – nemlig medarbejdernes rammer. For før vi har givet medarbejderne rammerne til at lykkes, lykkes vi ikke med velfærden.
Medarbejderne i ældreplejen kæmper hver dag med regler og kontrol, der stjæler tid og energi fra kerneopgaven - omsorg og pleje til vores ældre borgere.
Alligevel formår langt hovedparten af medarbejderne at løfte opgaven. På trods af omfanget af regler. På trods af kontrol, afrapporteringer og skemaer. Og på trods af, at de mangler kollegaer til at fylde vagtplanen ud.
Med andre ord er det i mange tilfælde på trods af vores system og lovgivning, når medarbejderne i dag lykkes med den gode pleje – ikke på grund af det. Systemet udspringer af en lang historie af regler og krav. Skruet sammen fra centralt hold. Selvom intentionerne har været gode, har det skabt et bureaukratisk mareridt for vores medarbejdere.
Vi politikere må erkende, at vi har sat de dygtige og dedikerede medarbejdere i ældreplejen i en rigtig svær situation.
Medarbejderne skal bruge tiden med de ældre
Erkendelsen er som bekendt det første skridt. Det næste er at ændre kursen og sætte ældreplejen fri. Det er dét, vi i regeringen vil gøre med den nye ældrelov, der kommer til at betyde en gennemgribende forandring af ældreplejen.
I fremtiden skal systemet tilpasse sig de behov, der er hos den ældre – ikke omvendt. Borgerne skal i centrum, og medarbejderne skal have langt bedre mulighed for at bruge deres faglighed til at give de ældre hjælp og støtte. Plejen og omsorgen skal på den måde skabes i samspillet mellem de ældre og fagfolkene omkring dem.
For ofte er beslutningerne blevet truffet alt for langt væk fra de ældre. Nogle gange fra bag en skærm, hvor den ældre borger primært er blevet set som et sagsnummer. Nu skal flere beslutninger ud til dem, der rent faktisk er tæt på de ældre i hverdagen, og derfor - ganske naturligt - har den største indsigt i deres ønsker og behov.
Det kræver, at vi tør skrotte dogmet om, at kvalitet kun kan måles ved hjælp af standarder og skemaer og i stedet fokusere på de ældres behov. Det er mennesket, vi skal tage udgangspunkt i. Ikke papirarbejdet. For at nå i mål med det, skal vi have en helt ny lovgivning på ældreområdet.
Kvalitet er at få det, man har brug for, når man har brug for det. Det kan ikke sættes på formel. Det handler om at give ældre muligheden for at bestemme over deres eget liv. Det første skridt på den vej, er at give medarbejderne friheden til at understøtte de ældre i det. Det er dét, der skaber livskvalitet og glæde.
Vi skal væk fra at tænke i siloer, skemaer og kontrol. Medarbejderne skal have lov til at bruge tiden sammen med borgerne. Vi skal turde at stole på deres faglighed og give dem lov til at udnytte den i opgaveløsningen. De skal have bedre muligheder for at vurdere, hvad den enkelte ældre har behov for - og handle herpå. Det er nemlig, når vi har tillid til fagligheden, at kreativiteten og dygtigheden vokser. Derfor er første skridt i ældreplejens frisættelse at sætte medarbejderne fri.