Initiativer og indsatser til personer med grønlandsk baggrund i udsathed

Her kan du læse om aktuelle politiske initiativer og andre tilbud rettet mod at hjælpe personer med grønlandsk baggrund i udsathed.

Der bliver løbende iværksat forskellige indsatser og initiativer til at hjælpe personer med grønlandsk baggrund i udsathed, såsom midler til bisidderordninger, inklusionsindsatser, fællesskabsdannede aktiviteter mv. Herudover er der en række organisationer og tilbud, som personer med grønlandsk baggrund i udsathed kan tage brug af.

Sprogundervisning

Udsatte grønlændere i Danmark kan have problemer med manglende danskkundskaber. De kan endog være 'dobbelt halvsprogede', idet de hverken behersker grønlandsk eller dansk på et sådant niveau, at de kan begå sig i samfundet. Selvom grønlændere er danske statsborgere, er gruppen berettigede til at modtage danskundervisning efter Bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Loven fastslår blandt andet, at herboende grønlændere over 18 år, som af særlige grunde ikke behersker det danske sprog i et sådant omfang, at de kan fungere i det danske samfund, tilbydes danskundervisning på lige fod med udlændinge.

De Grønlandske Huse

Der er fire Grønlandske Huse i Danmark – i Aalborg, København, Odense og Aarhus. Husene har forskellige opgaver, men fælles for dem er, at de:

  • repræsenterer den grønlandske kultur i Danmark
  • yder råd og vejledning til grønlændere i Danmark
  • formidler viden og oplysning mellem Danmark og Grønland.

Husene er hver især delt op i afdelinger for social rådgivning, uddannelsesvejledning og kulturelle aktiviteter. Herudover har husene en konsulentfunktion over for kommuner, der har brug for viden omkring grønlandske forhold. Husene har meget tætte relationer til det grønlandske samfund i Danmark og til de lokale grønlandske foreninger, der findes i mange danske byer.

Find de Grønlandske Huse her:

Kofoeds Skole

Kofoeds Skole har kontakt med udsatte grønlændere i København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg og arbejder sammen med de pågældende kommuner og de lokale grønlandske aktører omkring væresteder, aktivitetsmuligheder og botilbud.

Foreningen Grønlandske Børn

Foreningen Grønlandske Børn laver en række aktiviteter med henblik på at styrke ressourcerne hos grønlandske børn og med henblik på at gøre opmærksom på grønlandske børns vilkår. Foreningen har aktiviteter i både Grønland og Danmark.