Initiativer og indsatser til personer, der sælger seksuelle ydelser

Her kan du læse om aktuelle politiske initiativer og andre indsatser rettet mod at hjælpe mennesker, der sælger seksuelle ydelser.

Menneskehandel

Menneskehandel er et globalt problem, hvor kyniske bagmænd udnytter sårbare personer. I perioden 2007-2025 til og med juni måned, er i alt 1359 personer vurderet udsat for menneskehandel i Danmark. Den største gruppe er kvinder handlet til salg af sex, men mænd handles i stigende omfang til tvangsarbejde og kriminelle handlinger.

Indsatsen mod menneskehandel sker i et samarbejde mellem mange forskellige aktører, herunder Center mod Menneskehandel, politiet og relevante NGO’er. Ligestillingsafdelingen, der ligger under Miljø- og Ligestillingsministeriet, har ansvaret for at koordinere indsatsen mod menneskehandel.

Reden i København, Odense og Aarhus

Indsatsen over for kvinder i gadeprostitution sker overvejende via KFUK’s Sociale Arbejde, Reden, i henholdsvis København, Odense, Aarhus og Aalborg. Reden er et være- og rådgivningssted for udsatte kvinder. Tilbuddet er etableret som frivilligt og opsøgende socialt arbejde og finansieres dels via offentlige tilskud, dels via private donationer. Personalet er sammensat af både frivillige og professionelle.

Gå til Reden København
Gå til Reden Odense
Gå til Reden Aarhus
Gå til Reden Aalborg

Reden International arbejder med udenlandske kvinder i prostitution og har særligt fokus på kvinder, der er ofre for menneskehandel. Reden International står for det opsøgende arbejde på gaden i København og driver Mødestedet på Vesterbro sammen med Center mod Menneskehandel.

Hanne Mariehjemmet

Hanne Mariehjemmet er Danmarks eneste krisecenter for kvinder, som lever i miljøer med misbrug og prostitution. Hanne Mariehjemmet er beliggende i Roskilde.

Kompetenceudvikling til fagprofessionelle

Social- og Boligstyrelsen har tre korte film om, hvordan fagprofessionelle kan tale med borgere om salg af seksuelle ydelser. Filmene viser udfordringer, der kan opstå, og giver inspiration til samtaler om emnet.

Find filmene på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside.